Rodeo i det Vilde Syd

Lørdag i weekenden havde jeg en vaskeægte amerikansk oplevelse, da jeg var til et vaskeægte rodeoshow. Ja, jeg tvivler på at det kan blive meget mere amerikansk end det. Især folkene der kommer til et rodeo synes at være stereotypen på en ægte amerikaner, I ved sådan en god gammeldags western en af slagsen. Jeg var afsted med Sara, da hendes veninde arbejder for PBR (Professional Bull Riders), og havde skaffet os billetter til showet i Georgia. 

Allerede da vi ankom til parkeringspladsen kunne vi fornemme at vi ikke helt passede ind, da Saras "lille" Honda Civic skulle parkeres. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan en lille Toyota Aygo eller Hyundai i10 ville have haft det.

Så lille synes jeg jo heller ikke Saras Honda er.

Vi vidste ikke rigtig på forhånd hvad vi skulle forvente, og fik da også et par overraskelser i løbet af aftenen. Showet startede med en storslået åbning med ild og høj musik og præsentation af alle deltagerne. Så pludselig blev der helt stille og så skulle der ellers lige bedes en bøn for deltagerne og tyrerne. Det kom fuldstændig bag på os, virkede meget malplaceret, og vi kunne næsten ikke holde masken.

Inden det hele gik i gang, hele stadion blev fyldt.

Åbningsceremoni, PBR står for Professional Bull Rider, organisationen som afholder rodeoer.

De gæve cowboys.

Så gik konkurrencen ellers i gang, vi fandt ud af at det eneste der faktisk skal til for at en ridning er en succes er at manden bliver på tyren i 8 sekunder. Det kan virke som om det ikke er særlig længe, men når man så ser hvor vildt det går for sig bliver 8 sekunder virkelig lang tid. Det var faktisk de færreste for hvem det lykkedes. Her kommer lidt forskellige videoer, jeg fik ikke taget så mange billeder da det ikke rigtig syntes at fange stemningen. (Spol med fordel frem til 55 sekunder inde i den første video.)

Da en rytter kun bruger maksimalt 8 sekunder var der brug for lidt underholding i pauserne, her var der en underlig mand med klovnesminke, vi forstod aldrig helt hvorfor, men folk syntes at kunne lide ham. Sidst i klippet kan man se hvordan ikke alle var lige heldige på tyrerne.

Som noget ekstra specielt var der i dagens anledning også en vaskeægte NFL spiller, der skulle prøve kræfter med en tyr, nemlig wide receiver fra Cincinnati Bengals, Chad Ochocinco. Han havde åbenbart været lidt for modig på Twitter, og det skal man så ikke være, hvis man ikke også mener det. Folk var helt oppe at køre over det, og diverse sportsmedier skulle naturligvis dække begivenheden. Han blev på tyren i cirka... ja, vel et halvt sekund, så det var hurtigt overstået.

At se et rodeo kan helt klart anbefales, selvom det godt nok var lidt mærkeligt.

Korweekend

Så blev det "endelig" mandag efter en hård men rigtig god weekend i musikkens tegn. Som nogle af jer måske har hørt fik jeg sneget mig med i Georgia Tech Chamber Choir, så jeg kunne synge med når de sammen med Atlantas Symfoniorkester skulle opføre "Distant Worlds". Det har været helt fantastisk og til tider også udfordrende at være med i, men jeg er virkelig glad for at jeg tog mig tid til det, på trods af et par uger med kor fire gange om ugen.

Distant Worlds er et noget specielt værk, da det er en samling af de bedste stykker fra Final Fantasy spilserien. Det kan vel egentlig sammenlignes lidt med filmmusik, og under koncerten var der da også hængt et stort lærred op, hvor der blev vist sekvenser fra spillene. Vi havde koncert både fredag og lørdag. Fredag var der 1200 mennesker og lørdag over 1700, så det var rimelig vildt at stå i et kor med kun 32 mennesker, og synge for så mange. Der ligger selvfølgelig allerede en del klip på youtube fra koncerten, f.eks. http://www.youtube.com/watch?v=utZtTRJvlL0, jeg er nummer 3 fra venstre, der stikker op over det hele :-).
Jeg tog også selv et par billeder fra prøverne, som I da heller ikke skal snydes for.

Før en af prøverne. Yderst til venstre står Tim og i midten Jerry (eller Doc som alle kalder ham), de to korledere vi har.

Et lille udsnit af salen og scenen.

Forrest går dirigenten Arnie Roth, der rejser rundt i hele verden med Distant Worlds koncerten.

Søndag skulle man så tro at jeg kunne slappe af, men synge kan man jo altid, så jeg havde meldt mig til at synge til bachelorernes og kandidaternes dimision. Vi skulle starte med at synge nationalmelodien og slutte med at synge Georgia Techs slagsang, hvad jeg ikke lige havde regnet med var at herimellem skulle de læse 2000 navne op og folk skulle have deres eksamensbeviser. Pu ha, det to dem 4 timer i alt, heldigvis skulle vi ikke være på scenen hele tiden. Endnu engang havde vi et stort publikum, selvom det nok ikke var os de var kommet for at høre denne gang :-). Det blev afholdt i Georgia Dome (hvor Altanta Falcons har hjemmebane), og jeg vil gætte på at der har været mindst 6000 mennesker. Så føler man sig altså lidt lille når man er 12 mennesker der skal synge. Her kommer også lige et par billeder derfra.

Fra Georgia Dome... det er meget stort!

I venteværelset. Buzz (Georgia Techs maskot) kom forbi, og så skulle vi da lige have et billede.

Skovtur

Som I nok snart har fundet ud af, får jeg også tiden til at gå med en masse andet end arbejde herovre i Atlanta. Det meste foregår dog uden for universitetet, der er slet ikke samme tradition for fredagsbarer og fester på uni. Det kan man nu godt savne lidt, for det er jo en fantastisk mulighed for at mødes med sine "kolleger" uden for kontoret. Derfor var det også dejligt da der i fredags var den årlige "Graduate Picnic". Og så tænker I sikkert, "det var da dejligt at nørderne kunne komme lidt ud i det grønne", og det gjorde vi så, på græsplænen lige foran Klaus bygningen, hvor datalogi hører til.

Skovtur i det grønne. Klaus bygningen, kan ses i baggrunden.

Det var smadder hyggeligt, med skovtursmad og dejligt vejr (vi har jo for det meste sol og 28 grader herovre). En perfekt måde at bruge den sidste dag i semesteret på. Ja, semestret slutter allerede her i slutningen af april, hvorefter sommersemestret starter. Det betyder desværre at en del tager væk fra Atlanta, fordi har fået internships andre steder i landet. Heldigvis er der også en del der bliver.

Mukil med sin hotdog. Det er altså bare ikke det samme som i Danmark,  det er måske det første jeg skal have når jeg kommer hjem, en god ristet hotdog!

Ying og Nolan i baggrunden.

Sara, Ying og Brendan.

Da jeg var lille måtte jeg aldrig få candy floss, da min mor synes det grissede for meget. Så nu var chancen der. Jeg må jo  nok indrømme at min mor havde ret :-).

Og så kan jeg da lige nævne til sidst, at jeg endelig har fået set Susanne Biers "Hævnen", utroligt at man skal til USA for at tage sig sammen. Den har lige haft premiere herovre, så jeg halede naturligvis nogle venner med i biografen. De kunne vist godt lide den, og det var sjovt at kunne vise noget fra Danmark.