søndag den 29. juli 2012

Sigurds første 5 uger

Nu er det over 5 uger siden Sigurd blev født, og vi begynder endelig at være lidt mere ovenpå efter en dejlig og intens første tid. Han blev født den 23. juni 2012 klokken 20:08, vejede 3080 g og blev målt til 51 cm. Pudsigt nok blev han målt til 48 cm af sundhedsplejersken en uges tid senere, men mon ikke sandheden ligger der imellem. Her er et billede af den nyfødte Sigurd og den nybagte mor kort tid efter fødslen.


Den opmærksomme læser vil bemærke, at Sigurd blev født Sankt Hans aften. Der er ingen af os, der normalt har gjort noget særlig ud af Sankt Hans aften, men nu har vi fået en fremragende undskyldning for at holde stor fest hvert år.

Vi tilbragte nogle dage på syghuset hvor vi allerede dagen efter fik besøg af den store familie



Den tydeligt stolte mormor.
Efter vores ophold på hospitalet kom vi hjem og skulle naturligvis snart ud og prøvekøre den fine nye barnevogn. Første tur gik op forbi Christianskirken for at få registreret Søren som Sigurds officielle far. Så nu sidder han i fælden.



Vi har også haft besøg af Sigurds oldeforældre på Rikkes side. Oldemor var lige noget for Sigurd og han faldte hurtig til ro i hendes arme:
Sigurd slapper af hos oldemor
Sigurd er allerede blevet meget mere opmærksom på verden omkring sig i løbet af den korte tid vi har kendt  ham. Vi glæder os til at opleve ham og lære ham bedre at kende. Her kommer en lille samling billeder fra vores første tid med Sigurd


Sigurd er glad og tilfreds efter at have været i bad.


Sigurd snakker med farmor
Morfar hygger sig med Sigurd

Sigurd er ved at falde i søvn.





lørdag den 14. januar 2012

Baby

Jubiii, ja så er det vist ikke rigtig en hemmelighed længere. Søren og jeg skal være forældre til en lille fin baby til sommer. Terminsdatoen er sat til d. 28. juni, så det bliver et rigtigt sommerbarn, og så endda "Made in Switzerland". Hvis man regner efter passer det nemlig med, at jeg må være blevet gravid umiddelbart efter vi ankom til Zürich. Vi fandt ud af det rimelig hurtigt, selvom jeg var overbevist om at det ikke var lykkedes denne gang, da vi gik og ventede på at vi kunne teste. Men ja, der tog jeg fejl, og heldigvis.

Og så begyndte ventetiden... En ting er at vente når andre venter sig, for så finder man jo først ud af det lidt senere, men hele 40 uger er godt nok lang tid. Nu må vi se om vi også synes det når de er gået. Vi er jo i Schweiz, så det første vi måtte finde ud af var, hvordan og hvorledes diverse undersøgelser skulle forløbe.

Første scanning blev faktisk allerede da jeg var 7+0 (7 uger og 0 dage). Jeg skulle egentlig bare til læge og allergivaccines, men da jeg fortalte jeg var gravid ville han meget gerne scanne mig. Det går man åbenbart i Schweiz for at sikre sig at graviditeten sidder inden for livmoderen. Jeg ville jo egentlig gerne have haft Søren med til første scanning, men lægen forsikrede mig om at man ikke kunne se noget som helst så tidligt, og det havde han da også helt ret i.

Billeder fra første scanning. Den lille sorte klat er blommesækken hvor den lille skulle ligge og putte sig. Der er dog ikke rigtig noget at se endnu.

Næste scanning blev også i Schweiz og var den såkaldte nakkefoldsscanning hvor jeg var 11+1 henne. Den skal nemlig foretages på et bestemt tidspunkt for at den kan bruges til noget. Der var Søren med, og det var en rigtig stor oplevelse, for man kunne rigtig se den lille svømme rundt og bevæge sig inde i maven. Der var hjertelyd og den så bare ud til at have det rigtig godt. Blodprøver og undersøgelse vist da også heldigvis, at der var lille risiko for Downs syndrom, som er det man hovedsagligt tester for. Og så fik vi da også lige nogle fine billeder.

Fire uger senere til nakkefoldsscanning. Sikke meget der sker på så kort tid. Den lille blev målt til 4, 5 cm. 

Også fra nakkefoldsscanning, er den ikke bare sød :-).

Da vi var hjemme til jul var vi lige et smut forbi min læge, for vi skulle jo også lige ind i det danske system. Det var mest en gang snak, så nu går vi bare og venter utålmodigt på næste scanning, så vi kan se at den lille har det godt inde i maven. Selvom vi har ingen grund til bekymring og maven vokser, kan man alligevel ikke lade være med at tænke på hvordan det går derinde. Nu har vi heldigvis fået brev til misdannelsesscanning d. 2. februar på Skejby Sygehus og vi glæder os helt vildt! Forhåbentlig finder vi også ud af der, om det bliver en lille pige eller dreng.

Sådan valgte vi at offentliggøre den lille på Facebook. Det blev gjort lige efter jul, og vi var utrolig glade for alle de mange lykønksninger vi fik med på vejen.

Vi glæder os rigtig meget til sommer, selvom der lige nu synes at være lang tid til, mon så ikke at tiden alligevel ender med at gå hurtigt.


søndag den 27. november 2011

Friske forsyninger og godt selskab

Så kommer der igen lidt nyt fra Zürich, hvor freden efterhånden har lagt sig igen på Freischützgasse efter en weekend med lejligheden fyldt. Sørens og hans bogklub havde nemlig besluttet sig for at diskutere De Sataniske Vers i Zürich. Fredag middag ankom fire godt trætte mennesker, efter at have kørt fra Danmark til Schweiz gennem hele natten. Det var utrolig hyggeligt at få besøg hjemmefra, man kan jo godt komme til at savne vennerne derhjemme. Andre ting man også kan komme til at savne er jo f.eks. kalenderlys, remoulade og Matador Mix, så jeg var en rigtig glad pige, da de fire kom med nye forsyninger.

Mmmm Remoulade...
Ellers stod weekenden på hygge, snak og revydeo, og vi fik da også kigget lidt rundt i byen og var på indisk restaurant lørdag.

De fire brave folk, der var kørt helt fra Danmark.

Allerede om godt en uge kommer der nyt besøg fra Danmark, når Anders, Carina, Gry og Selma kommer på besøg, det glæder vi os også rigtig meget til. Og så er der jo ikke længe til nogen af os ses til jul. Glædelig første søndag i advent.

torsdag den 10. november 2011

Grafik i Zürich

Denne post handler ikke så meget om hvad vi oplever her i Zürich men mere om hvad jeg bruger min tid på hernede. Jeg har fået flere spørgsmål og jeg tænkte jeg ville vise lidt af det jeg får lavet hernede.

Jeg arbejder på at lære noget grundlæggende om computer-grafik. Her er der basalt set to store grene - ting der skal kunne foregå interaktivt, og ting der godt må tage lidt længere tid end man kan klare på 60 gange i sekundet. Indtil videre har jeg primært fokuseret på den anden del og kigger på det der hedder "Fysisk baseret rendering", dvs. prøve og lave billeder udfra fysiske principper. De første par uger brugte jeg på at kode min egen raytracer ved hjælp af bogen Realistic ray tracing (Shirley, Morley). Det var meget interessant og jeg startede helt fra bunden i en mappe uden filer og fik kodet min raytracer.

Her er én af de første billeder jeg fik lavet med min egen ray tracer
En af de første billeder min ray tracer lavede. Måden lyset beregnes på her er meget simpel. Man kan se at baggrunden gradvist bliver utydeligt - det er bevist og skulle efterligne dybde-skarphed. Billedet her er lidt "groft" - der er ikke blevet skudt så mange rays så kvaliteten af dybde-skarpheden er ikke så god.





Da jeg blev færdig med Realistic Ray tracing gik jeg I gang med et monster af en bog: "Physically Based Rendering". Bogen indeholder en komplet implementation af en ray tracer der forsøger at være så fysisk korrekt som muligt. Som eksempel, repræsenterer den ikke farver ved rød, grøn og blå, som er normalt i computere, men som intensiteter ved forskellige bølgelængder. Indenfor den ramme kan jeg så lave mine egne tilføjelser - enten ting jeg selv finder på eller opgaver i bogen. En af de første ting jeg lavede var så man kunne lave hår - her er et billede lavet ved hjælp af min kode for at tegne hår (det er kun selve hårene - den måde håret skal farvelægges på har jeg ikke lavet rigtigt endnu)


Jeg har også brugt min tid på at lave en figur til en artikel Ole Søe Sørensen og jeg arbejder på (egentlig er det mest Ole der arbejder på den p.t.)

Et andet af mine projekter bestod i at prøve og lave realistiske sæbe-bobler. Sæbe-bobler får deres farve fordi boblens overflade er meget tynd. Når lyset kommer ind bliver det reflekteret i det yderste af overfladen på boblen, men også på indersiden af boblens overflade. Fordi de to lys-stråler rejser over forskellige afstande blander de, og det giver anledning til de farver man ser. Her er en digital sæbe-boble!


Mit seneste projekt var at lave displacement-mapping. Dvs. man har en 3d-figur man gerne vil deformere med et højde-kort. Her er et eksempel på en deformation af en kugle med et højdekort over jordkloden (fra NASA Blue Marble)

En globus. Farvekortet skulle gerne svare til vejret vi har for tiden - dvs. NASAs Blue Marble billede fra November 2004.

mandag den 7. november 2011

Legetøj og Uetliberg

Sidste weekend var vi ude og gå en lille tur - fordi Rikke havde set en kæmpe-stor legetøjsbutik. Den måtte vi naturligvis lige se ordenlig efter inden Gry og Selma kommer på besøg til december. Vi glæder os begge til at se hvordan de reagerer på de store mængder af legetøj og bamser:


Udover bamser kunne man selvfølgelig købe al mulig slags  legetøj (og brætspil! Vi fik købt Carcassonne der heldigvis ikke har særlig mange regler man skulle læse på tysk). Her er der et par andre billeder fra samme gå-tur:

Zürich er fyldt med sporvogne - så man skal passe på når man går over vejen. De stopper nemlig ikke så gerne.
To mænd fisker nede ved Zürich See
I søndags var vi så endelig ude og gå en tur på Uetliberg - et lille bjerg der ligger 20 minutter væk med toget fra Zürich. Heldigvis kan man køre med toget et godt stykke af vejen - og så kan man gå en lille tur højt oppe med en fantastisk udsigt. Vi gik langs den rute der hed planet-vejen så vi mødte først Solen:

Solen (Jaja. Vejen hed stadig planetvejen)
og så gik vi lidt videre til Merkur


Ved posterne kunne man se planeterne i forhold til Solens størrelse. Som man kan se her er Merkur ikke ret stor i forhold til Solen. Men vi gik videre...
Søren peger på Venus.
og lidt videre til Jorden

Ved Jorden var der en lille amerikansk dreng der spurgte sine forældre om størrelsesforholdet med solen passede. Hans ansigt da forældrene sagde "ja" var guld værd. Efter Jorden var der et udsigtstårn der om aftenen tilsyneladende blev oplyst af nogle super-underlige lamper


Der var tilgengæld særdels fint vejr og udsigten var fremfragende fra udsigts-tårnet



Efter vores lille pause ved tårnet måtte vi jo videre ud af sol-systemet

Den røde planet ser ikke ud af så meget her
Efter Mars er der et stort tomrum og så kommer Jupiter:
Rikke siger hej til Jupiter
Efter Jupiter kommer Saturn med sine fine ringe


og herefter må vi nok indrømme at vi ikke gad mere. Så gik vi hjem.


mandag den 24. oktober 2011

Demonstration og Flytning

Hej allesammen, her kommer lige et to i en indlæg. Sådan er det jo når man har rigtig travlt med arbejde :-). Her er Schweiz går det godt og bare derudaf. Søren får lavet en masse grafik, jeg får googlet en masse og vi får set lidt af byen.

Sidste weekend havde Occupy bevægelsen fundet til Zürich, vi er jo ikke et bankcentrum for ingenting. Occupy Paradeplatz hed det, da det var her demonstrationen foregik. Jeg tænkte at det kunne da være meget sjovt at se, så jeg begav mig afsted. I starten nærmede jeg det lidt med forsigtighed, da man jo har hørt historier fra f.eks. New York, men det hele gik meget fredeligt for sig den dag. Her kommer lidt billeder som jeg tog.

Paradeplatz, hvor mange store schweziske banker har deres hovedkvarter.

Nogle demonstranter havde fundet maskerne frem. Her står de foran banken UBS.


Mange var også bare kommet for at se på, denne mand ville sikre sig det helt rigtige billede.

Denne weekend fik vi brugt på at flytte. Den første lejlighed vi boede i havde vi kun til 1. november, så jeg havde gennem Google fundet en ny (og større). Vi fik hjælp af Martin, en tidligere ph.d. studerende fra Aarhus som nu bor i Zürich, der i det hele taget har været en uvurderlig hjælp. Da vi ikke skulle flytte så langt, og da alting i Schweiz er meget dyrt, havde vi valgt at gå frem og tilbage med tingene. Det tror jeg ikke at schweizerne er vant til, der blev i hvert fald kigget lidt, da vi kom gående gennem midtbyen med madrasser og reol.
Søren i vores gamle lejlighed.

Det er mig der går foran med madrassen :-).

Martin er stærk mand.

Til frokost havde vi brug for noget at styrke os på, så den stod på pizza hos Don Leone.



søndag den 9. oktober 2011

Den første uges tid i Zürich

Så har Søren og jeg efterhånden været i Zürich i lidt over en uge, det er utrolig så hurtigt tiden går. Jeg er blevet færdige med min første uge hos Google og vi er ved at falde til i lejligheden (som vi jo snart skal ud af igen, øv). Her kommer lidt billeder fra den første tid og vores dagligdag.

Vi har naturligvis været rundt i Zürich og se på byen. Det er en utrolig smuk by med mange gamle flotte bygninger. Men bedst af alt er det at der løber en stor aflang sø gennem byen, der giver nogle utrolig dejlige omgivelser.

Fra den lille søs udmunding.

Der er utrolig mange svaner hernede, der overhovedet ikke er bange for mennesker.

Søren, i et kort øjeblik hvor kameraet ikke var fremme. Det bliver nemlig brugt flittigt.

Lejligheden vi bor i her den første måned er lille, men hyggelig og ligger rigtig centralt midt i bydelen Niederdorf. Noget vi har moret os lidt over er at der i kælderen er et beskyttelsesrum, i fald Schweiz nu skulle blive invaderet af den store stygge verden udenfor. Så vidt vi har fået fortalt er det lovpligtigt at alle borgere har adgang til et beskyttelsesrum. Men det er jo også godt at have ved hånden, hvis det nu skulle være.

Vi bor næstøverst i det lille blå hus.

Døren ind til beskyttelsesrummet i kælderen. Som man også kan skimte har de fundet praktiske formål til rummet, nemlig som opbevaring.

Bemærk at  vores beskyttelsesrum også har en bagudgang med  "Fall-Decke". Jo jo, vi skal nok klare os.

Sidst men ikke mindst er jeg jo startet hos Google. Det er godt men hårdt, der er meget at finde ud af og holde styr på her i starten. Gad vide om det bliver bedre med tiden, eller om det bare bliver mere og mere forvirrende? Det må tiden jo vise.

Indgangen til Google Zürich, komplet med Google StreetView bil.

Mig med min nye "Noogler" hat komplet med propel. Noogler er udtrykket for en "New Googler", sådan en må jeg jo siges at være.