Nu er det over 5 uger siden Sigurd blev født, og vi begynder endelig at være lidt mere ovenpå efter en dejlig og intens første tid. Han blev født den 23. juni 2012 klokken 20:08, vejede 3080 g og blev målt til 51 cm. Pudsigt nok blev han målt til 48 cm af sundhedsplejersken en uges tid senere, men mon ikke sandheden ligger der imellem. Her er et billede af den nyfødte Sigurd og den nybagte mor kort tid efter fødslen.
Den opmærksomme læser vil bemærke, at Sigurd blev født Sankt Hans aften. Der er ingen af os, der normalt har gjort noget særlig ud af Sankt Hans aften, men nu har vi fået en fremragende undskyldning for at holde stor fest hvert år.
Vi tilbragte nogle dage på syghuset hvor vi allerede dagen efter fik besøg af den store familie
Den tydeligt stolte mormor.
Efter vores ophold på hospitalet kom vi hjem og skulle naturligvis snart ud og prøvekøre den fine nye barnevogn. Første tur gik op forbi Christianskirken for at få registreret Søren som Sigurds officielle far. Så nu sidder han i fælden.
Vi har også haft besøg af Sigurds oldeforældre på Rikkes side. Oldemor var lige noget for Sigurd og han faldte hurtig til ro i hendes arme:
Sigurd slapper af hos oldemor
Sigurd er allerede blevet meget mere opmærksom på verden omkring sig i løbet af den korte tid vi har kendt ham. Vi glæder os til at opleve ham og lære ham bedre at kende. Her kommer en lille samling billeder fra vores første tid med Sigurd
Sigurd er glad og tilfreds efter at have været i bad.
Jubiii, ja så er det vist ikke rigtig en hemmelighed længere. Søren og jeg skal være forældre til en lille fin baby til sommer. Terminsdatoen er sat til d. 28. juni, så det bliver et rigtigt sommerbarn, og så endda "Made in Switzerland". Hvis man regner efter passer det nemlig med, at jeg må være blevet gravid umiddelbart efter vi ankom til Zürich. Vi fandt ud af det rimelig hurtigt, selvom jeg var overbevist om at det ikke var lykkedes denne gang, da vi gik og ventede på at vi kunne teste. Men ja, der tog jeg fejl, og heldigvis.
Og så begyndte ventetiden... En ting er at vente når andre venter sig, for så finder man jo først ud af det lidt senere, men hele 40 uger er godt nok lang tid. Nu må vi se om vi også synes det når de er gået. Vi er jo i Schweiz, så det første vi måtte finde ud af var, hvordan og hvorledes diverse undersøgelser skulle forløbe.
Første scanning blev faktisk allerede da jeg var 7+0 (7 uger og 0 dage). Jeg skulle egentlig bare til læge og allergivaccines, men da jeg fortalte jeg var gravid ville han meget gerne scanne mig. Det går man åbenbart i Schweiz for at sikre sig at graviditeten sidder inden for livmoderen. Jeg ville jo egentlig gerne have haft Søren med til første scanning, men lægen forsikrede mig om at man ikke kunne se noget som helst så tidligt, og det havde han da også helt ret i.
Billeder fra første scanning. Den lille sorte klat er blommesækken hvor den lille skulle ligge og putte sig. Der er dog ikke rigtig noget at se endnu.
Næste scanning blev også i Schweiz og var den såkaldte nakkefoldsscanning hvor jeg var 11+1 henne. Den skal nemlig foretages på et bestemt tidspunkt for at den kan bruges til noget. Der var Søren med, og det var en rigtig stor oplevelse, for man kunne rigtig se den lille svømme rundt og bevæge sig inde i maven. Der var hjertelyd og den så bare ud til at have det rigtig godt. Blodprøver og undersøgelse vist da også heldigvis, at der var lille risiko for Downs syndrom, som er det man hovedsagligt tester for. Og så fik vi da også lige nogle fine billeder.
Fire uger senere til nakkefoldsscanning. Sikke meget der sker på så kort tid. Den lille blev målt til 4, 5 cm.
Også fra nakkefoldsscanning, er den ikke bare sød :-).
Da vi var hjemme til jul var vi lige et smut forbi min læge, for vi skulle jo også lige ind i det danske system. Det var mest en gang snak, så nu går vi bare og venter utålmodigt på næste scanning, så vi kan se at den lille har det godt inde i maven. Selvom vi har ingen grund til bekymring og maven vokser, kan man alligevel ikke lade være med at tænke på hvordan det går derinde. Nu har vi heldigvis fået brev til misdannelsesscanning d. 2. februar på Skejby Sygehus og vi glæder os helt vildt! Forhåbentlig finder vi også ud af der, om det bliver en lille pige eller dreng.
Sådan valgte vi at offentliggøre den lille på Facebook. Det blev gjort lige efter jul, og vi var utrolig glade for alle de mange lykønksninger vi fik med på vejen.
Vi glæder os rigtig meget til sommer, selvom der lige nu synes at være lang tid til, mon så ikke at tiden alligevel ender med at gå hurtigt.
Så kommer der igen lidt nyt fra Zürich, hvor freden efterhånden har lagt sig igen på Freischützgasse efter en weekend med lejligheden fyldt. Sørens og hans bogklub havde nemlig besluttet sig for at diskutere De Sataniske Vers i Zürich. Fredag middag ankom fire godt trætte mennesker, efter at have kørt fra Danmark til Schweiz gennem hele natten. Det var utrolig hyggeligt at få besøg hjemmefra, man kan jo godt komme til at savne vennerne derhjemme. Andre ting man også kan komme til at savne er jo f.eks. kalenderlys, remoulade og Matador Mix, så jeg var en rigtig glad pige, da de fire kom med nye forsyninger.
Mmmm Remoulade...
Ellers stod weekenden på hygge, snak og revydeo, og vi fik da også kigget lidt rundt i byen og var på indisk restaurant lørdag.
De fire brave folk, der var kørt helt fra Danmark.
Allerede om godt en uge kommer der nyt besøg fra Danmark, når Anders, Carina, Gry og Selma kommer på besøg, det glæder vi os også rigtig meget til. Og så er der jo ikke længe til nogen af os ses til jul. Glædelig første søndag i advent.
Hej allesammen, her kommer lige et to i en indlæg. Sådan er det jo når man har rigtig travlt med arbejde :-). Her er Schweiz går det godt og bare derudaf. Søren får lavet en masse grafik, jeg får googlet en masse og vi får set lidt af byen.
Sidste weekend havde Occupy bevægelsen fundet til Zürich, vi er jo ikke et bankcentrum for ingenting. Occupy Paradeplatz hed det, da det var her demonstrationen foregik. Jeg tænkte at det kunne da være meget sjovt at se, så jeg begav mig afsted. I starten nærmede jeg det lidt med forsigtighed, da man jo har hørt historier fra f.eks. New York, men det hele gik meget fredeligt for sig den dag. Her kommer lidt billeder som jeg tog.
Paradeplatz, hvor mange store schweziske banker har deres hovedkvarter.
Nogle demonstranter havde fundet maskerne frem. Her står de foran banken UBS.
Mange var også bare kommet for at se på, denne mand ville sikre sig det helt rigtige billede.
Denne weekend fik vi brugt på at flytte. Den første lejlighed vi boede i havde vi kun til 1. november, så jeg havde gennem Google fundet en ny (og større). Vi fik hjælp af Martin, en tidligere ph.d. studerende fra Aarhus som nu bor i Zürich, der i det hele taget har været en uvurderlig hjælp. Da vi ikke skulle flytte så langt, og da alting i Schweiz er meget dyrt, havde vi valgt at gå frem og tilbage med tingene. Det tror jeg ikke at schweizerne er vant til, der blev i hvert fald kigget lidt, da vi kom gående gennem midtbyen med madrasser og reol.
Søren i vores gamle lejlighed.
Det er mig der går foran med madrassen :-).
Martin er stærk mand.
Til frokost havde vi brug for noget at styrke os på, så den stod på pizza hos Don Leone.
Så har Søren og jeg efterhånden været i Zürich i lidt over en uge, det er utrolig så hurtigt tiden går. Jeg er blevet færdige med min første uge hos Google og vi er ved at falde til i lejligheden (som vi jo snart skal ud af igen, øv). Her kommer lidt billeder fra den første tid og vores dagligdag.
Vi har naturligvis været rundt i Zürich og se på byen. Det er en utrolig smuk by med mange gamle flotte bygninger. Men bedst af alt er det at der løber en stor aflang sø gennem byen, der giver nogle utrolig dejlige omgivelser.
Fra den lille søs udmunding.
Der er utrolig mange svaner hernede, der overhovedet ikke er bange for mennesker.
Søren, i et kort øjeblik hvor kameraet ikke var fremme. Det bliver nemlig brugt flittigt.
Lejligheden vi bor i her den første måned er lille, men hyggelig og ligger rigtig centralt midt i bydelen Niederdorf. Noget vi har moret os lidt over er at der i kælderen er et beskyttelsesrum, i fald Schweiz nu skulle blive invaderet af den store stygge verden udenfor. Så vidt vi har fået fortalt er det lovpligtigt at alle borgere har adgang til et beskyttelsesrum. Men det er jo også godt at have ved hånden, hvis det nu skulle være.
Vi bor næstøverst i det lille blå hus.
Døren ind til beskyttelsesrummet i kælderen. Som man også kan skimte har de fundet praktiske formål til rummet, nemlig som opbevaring.
Bemærk at vores beskyttelsesrum også har en bagudgang med "Fall-Decke". Jo jo, vi skal nok klare os.
Sidst men ikke mindst er jeg jo startet hos Google. Det er godt men hårdt, der er meget at finde ud af og holde styr på her i starten. Gad vide om det bliver bedre med tiden, eller om det bare bliver mere og mere forvirrende? Det må tiden jo vise.
Indgangen til Google Zürich, komplet med Google StreetView bil.
Mig med min nye "Noogler" hat komplet med propel. Noogler er udtrykket for en "New Googler", sådan en må jeg jo siges at være.
Tirsdag sad Sara og jeg og tænkte om der måske var en restaurant i Atlanta der havde dansk mad. Det skulle naturligvis googles, men ak nej. Nå, så måtte vi jo prøve at søge efter nordisk mad, den absolutte topscorer her var Ikea, heller ikke lige det vi ledte efter. Og hvad er så tættest på Danmark? Tyskland naturligvis, og så var der gevinst. Nogen ville måske tænke her, at tysk mad er noget man skal holde os fra, men vi lod os ikke skræmme. Tirsdag aften blev derfor brugt på "Der Biergarten", og det var en stor succes! Her kommer lidt stemningsbilleder.
Der er kun 1 uge til jeg kommer hjem til Danmark igen, jeg glæder mig rigtig meget til at se jer allesammen!!!
Lørdag i weekenden havde jeg en vaskeægte amerikansk oplevelse, da jeg var til et vaskeægte rodeoshow. Ja, jeg tvivler på at det kan blive meget mere amerikansk end det. Især folkene der kommer til et rodeo synes at være stereotypen på en ægte amerikaner, I ved sådan en god gammeldags western en af slagsen. Jeg var afsted med Sara, da hendes veninde arbejder for PBR (Professional Bull Riders), og havde skaffet os billetter til showet i Georgia.
Allerede da vi ankom til parkeringspladsen kunne vi fornemme at vi ikke helt passede ind, da Saras "lille" Honda Civic skulle parkeres. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan en lille Toyota Aygo eller Hyundai i10 ville have haft det.
Så lille synes jeg jo heller ikke Saras Honda er.
Vi vidste ikke rigtig på forhånd hvad vi skulle forvente, og fik da også et par overraskelser i løbet af aftenen. Showet startede med en storslået åbning med ild og høj musik og præsentation af alle deltagerne. Så pludselig blev der helt stille og så skulle der ellers lige bedes en bøn for deltagerne og tyrerne. Det kom fuldstændig bag på os, virkede meget malplaceret, og vi kunne næsten ikke holde masken.
Inden det hele gik i gang, hele stadion blev fyldt.
Åbningsceremoni, PBR står for Professional Bull Rider, organisationen som afholder rodeoer.
De gæve cowboys.
Så gik konkurrencen ellers i gang, vi fandt ud af at det eneste der faktisk skal til for at en ridning er en succes er at manden bliver på tyren i 8 sekunder. Det kan virke som om det ikke er særlig længe, men når man så ser hvor vildt det går for sig bliver 8 sekunder virkelig lang tid. Det var faktisk de færreste for hvem det lykkedes. Her kommer lidt forskellige videoer, jeg fik ikke taget så mange billeder da det ikke rigtig syntes at fange stemningen. (Spol med fordel frem til 55 sekunder inde i den første video.)
Da en rytter kun bruger maksimalt 8 sekunder var der brug for lidt underholding i pauserne, her var der en underlig mand med klovnesminke, vi forstod aldrig helt hvorfor, men folk syntes at kunne lide ham. Sidst i klippet kan man se hvordan ikke alle var lige heldige på tyrerne.
Som noget ekstra specielt var der i dagens anledning også en vaskeægte NFL spiller, der skulle prøve kræfter med en tyr, nemlig wide receiver fra Cincinnati Bengals, Chad Ochocinco. Han havde åbenbart været lidt for modig på Twitter, og det skal man så ikke være, hvis man ikke også mener det. Folk var helt oppe at køre over det, og diverse sportsmedier skulle naturligvis dække begivenheden. Han blev på tyren i cirka... ja, vel et halvt sekund, så det var hurtigt overstået.
At se et rodeo kan helt klart anbefales, selvom det godt nok var lidt mærkeligt.
Så blev det "endelig" mandag efter en hård men rigtig god weekend i musikkens tegn. Som nogle af jer måske har hørt fik jeg sneget mig med i Georgia Tech Chamber Choir, så jeg kunne synge med når de sammen med Atlantas Symfoniorkester skulle opføre "Distant Worlds". Det har været helt fantastisk og til tider også udfordrende at være med i, men jeg er virkelig glad for at jeg tog mig tid til det, på trods af et par uger med kor fire gange om ugen.
Distant Worlds er et noget specielt værk, da det er en samling af de bedste stykker fra Final Fantasy spilserien. Det kan vel egentlig sammenlignes lidt med filmmusik, og under koncerten var der da også hængt et stort lærred op, hvor der blev vist sekvenser fra spillene. Vi havde koncert både fredag og lørdag. Fredag var der 1200 mennesker og lørdag over 1700, så det var rimelig vildt at stå i et kor med kun 32 mennesker, og synge for så mange. Der ligger selvfølgelig allerede en del klip på youtube fra koncerten, f.eks. http://www.youtube.com/watch?v=utZtTRJvlL0, jeg er nummer 3 fra venstre, der stikker op over det hele :-). Jeg tog også selv et par billeder fra prøverne, som I da heller ikke skal snydes for.
Før en af prøverne. Yderst til venstre står Tim og i midten Jerry (eller Doc som alle kalder ham), de to korledere vi har.
Et lille udsnit af salen og scenen.
Forrest går dirigenten Arnie Roth, der rejser rundt i hele verden med Distant Worlds koncerten.
Søndag skulle man så tro at jeg kunne slappe af, men synge kan man jo altid, så jeg havde meldt mig til at synge til bachelorernes og kandidaternes dimision. Vi skulle starte med at synge nationalmelodien og slutte med at synge Georgia Techs slagsang, hvad jeg ikke lige havde regnet med var at herimellem skulle de læse 2000 navne op og folk skulle have deres eksamensbeviser. Pu ha, det to dem 4 timer i alt, heldigvis skulle vi ikke være på scenen hele tiden. Endnu engang havde vi et stort publikum, selvom det nok ikke var os de var kommet for at høre denne gang :-). Det blev afholdt i Georgia Dome (hvor Altanta Falcons har hjemmebane), og jeg vil gætte på at der har været mindst 6000 mennesker. Så føler man sig altså lidt lille når man er 12 mennesker der skal synge. Her kommer også lige et par billeder derfra.
Fra Georgia Dome... det er meget stort!
I venteværelset. Buzz (Georgia Techs maskot) kom forbi, og så skulle vi da lige have et billede.
Som I nok snart har fundet ud af, får jeg også tiden til at gå med en masse andet end arbejde herovre i Atlanta. Det meste foregår dog uden for universitetet, der er slet ikke samme tradition for fredagsbarer og fester på uni. Det kan man nu godt savne lidt, for det er jo en fantastisk mulighed for at mødes med sine "kolleger" uden for kontoret. Derfor var det også dejligt da der i fredags var den årlige "Graduate Picnic". Og så tænker I sikkert, "det var da dejligt at nørderne kunne komme lidt ud i det grønne", og det gjorde vi så, på græsplænen lige foran Klaus bygningen, hvor datalogi hører til.
Skovtur i det grønne. Klaus bygningen, kan ses i baggrunden.
Det var smadder hyggeligt, med skovtursmad og dejligt vejr (vi har jo for det meste sol og 28 grader herovre). En perfekt måde at bruge den sidste dag i semesteret på. Ja, semestret slutter allerede her i slutningen af april, hvorefter sommersemestret starter. Det betyder desværre at en del tager væk fra Atlanta, fordi har fået internships andre steder i landet. Heldigvis er der også en del der bliver.
Mukil med sin hotdog. Det er altså bare ikke det samme som i Danmark, det er måske det første jeg skal have når jeg kommer hjem, en god ristet hotdog!
Ying og Nolan i baggrunden.
Sara, Ying og Brendan.
Da jeg var lille måtte jeg aldrig få candy floss, da min mor synes det grissede for meget. Så nu var chancen der. Jeg må jo nok indrømme at min mor havde ret :-).
Og så kan jeg da lige nævne til sidst, at jeg endelig har fået set Susanne Biers "Hævnen", utroligt at man skal til USA for at tage sig sammen. Den har lige haft premiere herovre, så jeg halede naturligvis nogle venner med i biografen. De kunne vist godt lide den, og det var sjovt at kunne vise noget fra Danmark.
