mandag den 24. oktober 2011

Demonstration og Flytning

Hej allesammen, her kommer lige et to i en indlæg. Sådan er det jo når man har rigtig travlt med arbejde :-). Her er Schweiz går det godt og bare derudaf. Søren får lavet en masse grafik, jeg får googlet en masse og vi får set lidt af byen.

Sidste weekend havde Occupy bevægelsen fundet til Zürich, vi er jo ikke et bankcentrum for ingenting. Occupy Paradeplatz hed det, da det var her demonstrationen foregik. Jeg tænkte at det kunne da være meget sjovt at se, så jeg begav mig afsted. I starten nærmede jeg det lidt med forsigtighed, da man jo har hørt historier fra f.eks. New York, men det hele gik meget fredeligt for sig den dag. Her kommer lidt billeder som jeg tog.

Paradeplatz, hvor mange store schweziske banker har deres hovedkvarter.

Nogle demonstranter havde fundet maskerne frem. Her står de foran banken UBS.


Mange var også bare kommet for at se på, denne mand ville sikre sig det helt rigtige billede.

Denne weekend fik vi brugt på at flytte. Den første lejlighed vi boede i havde vi kun til 1. november, så jeg havde gennem Google fundet en ny (og større). Vi fik hjælp af Martin, en tidligere ph.d. studerende fra Aarhus som nu bor i Zürich, der i det hele taget har været en uvurderlig hjælp. Da vi ikke skulle flytte så langt, og da alting i Schweiz er meget dyrt, havde vi valgt at gå frem og tilbage med tingene. Det tror jeg ikke at schweizerne er vant til, der blev i hvert fald kigget lidt, da vi kom gående gennem midtbyen med madrasser og reol.
Søren i vores gamle lejlighed.

Det er mig der går foran med madrassen :-).

Martin er stærk mand.

Til frokost havde vi brug for noget at styrke os på, så den stod på pizza hos Don Leone.



søndag den 9. oktober 2011

Den første uges tid i Zürich

Så har Søren og jeg efterhånden været i Zürich i lidt over en uge, det er utrolig så hurtigt tiden går. Jeg er blevet færdige med min første uge hos Google og vi er ved at falde til i lejligheden (som vi jo snart skal ud af igen, øv). Her kommer lidt billeder fra den første tid og vores dagligdag.

Vi har naturligvis været rundt i Zürich og se på byen. Det er en utrolig smuk by med mange gamle flotte bygninger. Men bedst af alt er det at der løber en stor aflang sø gennem byen, der giver nogle utrolig dejlige omgivelser.

Fra den lille søs udmunding.

Der er utrolig mange svaner hernede, der overhovedet ikke er bange for mennesker.

Søren, i et kort øjeblik hvor kameraet ikke var fremme. Det bliver nemlig brugt flittigt.

Lejligheden vi bor i her den første måned er lille, men hyggelig og ligger rigtig centralt midt i bydelen Niederdorf. Noget vi har moret os lidt over er at der i kælderen er et beskyttelsesrum, i fald Schweiz nu skulle blive invaderet af den store stygge verden udenfor. Så vidt vi har fået fortalt er det lovpligtigt at alle borgere har adgang til et beskyttelsesrum. Men det er jo også godt at have ved hånden, hvis det nu skulle være.

Vi bor næstøverst i det lille blå hus.

Døren ind til beskyttelsesrummet i kælderen. Som man også kan skimte har de fundet praktiske formål til rummet, nemlig som opbevaring.

Bemærk at  vores beskyttelsesrum også har en bagudgang med  "Fall-Decke". Jo jo, vi skal nok klare os.

Sidst men ikke mindst er jeg jo startet hos Google. Det er godt men hårdt, der er meget at finde ud af og holde styr på her i starten. Gad vide om det bliver bedre med tiden, eller om det bare bliver mere og mere forvirrende? Det må tiden jo vise.

Indgangen til Google Zürich, komplet med Google StreetView bil.

Mig med min nye "Noogler" hat komplet med propel. Noogler er udtrykket for en "New Googler", sådan en må jeg jo siges at være.


lørdag den 1. oktober 2011

Ankommet til Zürich

Vi tog afsted til Zürich onsdag morgen klokken 8 med tog mod Hamborg. Vi havde valgt at tage en pause på 7 timer i Hamborg for at undgå at have for travlt og skulle finde rundt på den, eftersigende, kæmpestore hovedbanegård. Det viste sig så at Hamborg hovedbanegård slet ikke er særlig stor.

Vi havde derfor en del timer i Hamborg. Vi brugte nogle af timerne på at gå rundt og se lidt på Hamborg og fik en kop kaffe på gågaden. 





Da tiden nærmede sig til at vi skulle med vores nattog til Zürich finder vi fint vores perron og står og venter tålmodigt på at komme ind i toget da en aggressivt forvirret dansk kvinde med en datter ved navn Mille desperat forsøger at komme ind i toget. Alting går heldigvis fint indtil vi kommer ind i toget hvor hun igen, desperat, forsøger at finde sin sovekupe (der iøvrigt havde nummer 101 som der stod på hendes billet) og råber lidt af den stakkels tog-konduktør.

Vi finder vores egen lillebitte to-mands kupe og så er det ellers bare 850 km til Zürich. Det var meget hyggeligt at ligge der i toget og læse en masse - selvom det godt kunne være svært at sove når toget bremsede hårdt op engang imellem.


Da vi ankom til Zürich torsdag morgen hentede Martin Geisler os på banegården. Rikke kender Martin fra studiet i Aarhus og han arbejder her i Zürich. Det er hans gamle lejlighed som vi har overtaget denne første måned, så han viste os hen til lejligheden der ligger 5 minutters gang fra banegården.

Vi brugte den første dag på at blive registreret i det Schweiziske System. Det var en oplevelse i sig selv - vi blev meget overrasket over den mængde detaljer de gerne ville have: religion, moderens pigenavn, farens navn etc. (Det er iøvrigt sjovt at blanketterne slet ikke indeholdte muligheden for at moderens efternavn var forskelligt fra faderens - det kan simpelthen ikke lade sig gøre i Schweiz). Derudover brugte vi dagen på at pakke ud og slappe lidt af efter den lange togtur.
Om aftenen gik vi en tur igennem "den gamle by" eller Niederdorf som er et hyggeligt cafe/gågade område der dog har en overraskende stor mængde sex-butikker. Det blev også taget et par billeder fra en af de mange broer der krydser floden Limmat. Vi bor op ad gaden til venstre i forlængelse af broen vist på billedet herunder.


Rikke er spændt på at skulle starte på Google på mandag og jeg glæder mig til at læse en masse bøger nede ved floden.


torsdag den 9. juni 2011

Smagen af hjemme - næsten da.

Tirsdag sad Sara og jeg og tænkte om der måske var en restaurant i Atlanta der havde dansk mad. Det skulle naturligvis googles, men ak nej. Nå, så måtte vi jo prøve at søge efter nordisk mad, den absolutte topscorer her var Ikea, heller ikke lige det vi ledte efter. Og hvad er så tættest på Danmark? Tyskland naturligvis, og så var der gevinst. Nogen ville måske tænke her, at tysk mad er noget man skal holde os fra, men vi lod os ikke skræmme. Tirsdag aften blev derfor brugt på "Der Biergarten", og det var en stor succes! Her kommer lidt stemningsbilleder.





Der er kun 1 uge til jeg kommer hjem til Danmark igen, jeg glæder mig rigtig meget til at se jer allesammen!!!

mandag den 16. maj 2011

Rodeo i det Vilde Syd

Lørdag i weekenden havde jeg en vaskeægte amerikansk oplevelse, da jeg var til et vaskeægte rodeoshow. Ja, jeg tvivler på at det kan blive meget mere amerikansk end det. Især folkene der kommer til et rodeo synes at være stereotypen på en ægte amerikaner, I ved sådan en god gammeldags western en af slagsen. Jeg var afsted med Sara, da hendes veninde arbejder for PBR (Professional Bull Riders), og havde skaffet os billetter til showet i Georgia. 

Allerede da vi ankom til parkeringspladsen kunne vi fornemme at vi ikke helt passede ind, da Saras "lille" Honda Civic skulle parkeres. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan en lille Toyota Aygo eller Hyundai i10 ville have haft det.
Så lille synes jeg jo heller ikke Saras Honda er.
Vi vidste ikke rigtig på forhånd hvad vi skulle forvente, og fik da også et par overraskelser i løbet af aftenen. Showet startede med en storslået åbning med ild og høj musik og præsentation af alle deltagerne. Så pludselig blev der helt stille og så skulle der ellers lige bedes en bøn for deltagerne og tyrerne. Det kom fuldstændig bag på os, virkede meget malplaceret, og vi kunne næsten ikke holde masken.

Inden det hele gik i gang, hele stadion blev fyldt.

Åbningsceremoni, PBR står for Professional Bull Rider, organisationen som afholder rodeoer.

De gæve cowboys.
Så gik konkurrencen ellers i gang, vi fandt ud af at det eneste der faktisk skal til for at en ridning er en succes er at manden bliver på tyren i 8 sekunder. Det kan virke som om det ikke er særlig længe, men når man så ser hvor vildt det går for sig bliver 8 sekunder virkelig lang tid. Det var faktisk de færreste for hvem det lykkedes. Her kommer lidt forskellige videoer, jeg fik ikke taget så mange billeder da det ikke rigtig syntes at fange stemningen. (Spol med fordel frem til 55 sekunder inde i den første video.)



Da en rytter kun bruger maksimalt 8 sekunder var der brug for lidt underholding i pauserne, her var der en underlig mand med klovnesminke, vi forstod aldrig helt hvorfor, men folk syntes at kunne lide ham. Sidst i klippet kan man se hvordan ikke alle var lige heldige på tyrerne.



Som noget ekstra specielt var der i dagens anledning også en vaskeægte NFL spiller, der skulle prøve kræfter med en tyr, nemlig wide receiver fra Cincinnati Bengals, Chad Ochocinco. Han havde åbenbart været lidt for modig på Twitter, og det skal man så ikke være, hvis man ikke også mener det. Folk var helt oppe at køre over det, og diverse sportsmedier skulle naturligvis dække begivenheden. Han blev på tyren i cirka... ja, vel et halvt sekund, så det var hurtigt overstået.

At se et rodeo kan helt klart anbefales, selvom det godt nok var lidt mærkeligt.




mandag den 9. maj 2011

Korweekend

Så blev det "endelig" mandag efter en hård men rigtig god weekend i musikkens tegn. Som nogle af jer måske har hørt fik jeg sneget mig med i Georgia Tech Chamber Choir, så jeg kunne synge med når de sammen med Atlantas Symfoniorkester skulle opføre "Distant Worlds". Det har været helt fantastisk og til tider også udfordrende at være med i, men jeg er virkelig glad for at jeg tog mig tid til det, på trods af et par uger med kor fire gange om ugen.

Distant Worlds er et noget specielt værk, da det er en samling af de bedste stykker fra Final Fantasy spilserien. Det kan vel egentlig sammenlignes lidt med filmmusik, og under koncerten var der da også hængt et stort lærred op, hvor der blev vist sekvenser fra spillene. Vi havde koncert både fredag og lørdag. Fredag var der 1200 mennesker og lørdag over 1700, så det var rimelig vildt at stå i et kor med kun 32 mennesker, og synge for så mange. Der ligger selvfølgelig allerede en del klip på youtube fra koncerten, f.eks. http://www.youtube.com/watch?v=utZtTRJvlL0, jeg er nummer 3 fra venstre, der stikker op over det hele :-).
Jeg tog også selv et par billeder fra prøverne, som I da heller ikke skal snydes for.

Før en af prøverne. Yderst til venstre står Tim og i midten Jerry (eller Doc som alle kalder ham), de to korledere vi har.

Et lille udsnit af salen og scenen.

Forrest går dirigenten Arnie Roth, der rejser rundt i hele verden med Distant Worlds koncerten.

Søndag skulle man så tro at jeg kunne slappe af, men synge kan man jo altid, så jeg havde meldt mig til at synge til bachelorernes og kandidaternes dimision. Vi skulle starte med at synge nationalmelodien og slutte med at synge Georgia Techs slagsang, hvad jeg ikke lige havde regnet med var at herimellem skulle de læse 2000 navne op og folk skulle have deres eksamensbeviser. Pu ha, det to dem 4 timer i alt, heldigvis skulle vi ikke være på scenen hele tiden. Endnu engang havde vi et stort publikum, selvom det nok ikke var os de var kommet for at høre denne gang :-). Det blev afholdt i Georgia Dome (hvor Altanta Falcons har hjemmebane), og jeg vil gætte på at der har været mindst 6000 mennesker. Så føler man sig altså lidt lille når man er 12 mennesker der skal synge. Her kommer også lige et par billeder derfra.

Fra Georgia Dome... det er meget stort!

I venteværelset. Buzz (Georgia Techs maskot) kom forbi, og så skulle vi da lige have et billede.

søndag den 1. maj 2011

Skovtur

Som I nok snart har fundet ud af, får jeg også tiden til at gå med en masse andet end arbejde herovre i Atlanta. Det meste foregår dog uden for universitetet, der er slet ikke samme tradition for fredagsbarer og fester på uni. Det kan man nu godt savne lidt, for det er jo en fantastisk mulighed for at mødes med sine "kolleger" uden for kontoret. Derfor var det også dejligt da der i fredags var den årlige "Graduate Picnic". Og så tænker I sikkert, "det var da dejligt at nørderne kunne komme lidt ud i det grønne", og det gjorde vi så, på græsplænen lige foran Klaus bygningen, hvor datalogi hører til.

Skovtur i det grønne. Klaus bygningen, kan ses i baggrunden.

Det var smadder hyggeligt, med skovtursmad og dejligt vejr (vi har jo for det meste sol og 28 grader herovre). En perfekt måde at bruge den sidste dag i semesteret på. Ja, semestret slutter allerede her i slutningen af april, hvorefter sommersemestret starter. Det betyder desværre at en del tager væk fra Atlanta, fordi har fået internships andre steder i landet. Heldigvis er der også en del der bliver.

Mukil med sin hotdog. Det er altså bare ikke det samme som i Danmark,  det er måske det første jeg skal have når jeg kommer hjem, en god ristet hotdog!

Ying og Nolan i baggrunden.

Sara, Ying og Brendan.

Da jeg var lille måtte jeg aldrig få candy floss, da min mor synes det grissede for meget. Så nu var chancen der. Jeg må jo  nok indrømme at min mor havde ret :-).

Og så kan jeg da lige nævne til sidst, at jeg endelig har fået set Susanne Biers "Hævnen", utroligt at man skal til USA for at tage sig sammen. Den har lige haft premiere herovre, så jeg halede naturligvis nogle venner med i biografen. De kunne vist godt lide den, og det var sjovt at kunne vise noget fra Danmark.